Influenza - med familien i fængsel på ubestemt tid

H¤st! Jeg ved ikke engang, om jeg har en pointe her. Måske skulle det lige være at dele en oplevelse, som andre kan nikke genkendende til. Det kan vi godt have brug for ind imellem: At erfare, at vi ikke er alene.

Inden den rammer, går man og spekulerer på, om man mon ikke slipper. Det kunne jo godt være, at man er så stærk, at man går fri. Det ønsker man.
Så går man ind i en fase, hvor man godt kan fornemme, at der foregår et eller andet indeni. Man mærker en kamp og beder en stille bøn til, at man vinder den. Det hænder, at man vinder - andre gange gør man ikke. Og når den så sætter ind, så ved man godt, at man er syg.
Nogle gange er det kun enkelte familiemedlemmer, nogle gange måske kun børnene. Og så er der de gange, hvor alle bliver ramt. De der ture, hvor det virker som om, man smitter hinanden på skift med en friskmuteret udgave af den usynlige fjende.
Min yngste søn lagde ud for 12 dage siden, og i løbet af den efterfølgende uge fulgte vi andre trop. Nu er vi fanget i det på anden uge. Influenza.

Man har jo i forvejen så forbandet ondt af sine børn, når de er syge. Når de hoster og snotter, ligger nærmest apatiske med feberture og i øvrigt bare er en skygge af sig selv. Og når man så selv oveni købet stille men sikkert mister sine kræfter, fordi ens egen organisme også kæmper mod det møg, så bliver det en meget speciel situation.
Som familie, der er syg, finder man sig til rette på et helt andet niveau, end man er vant til. Man erkender, at man ikke magter det, man plejer, og så vælger man kun at gøre de mest nødvendige ting. Af og til tester man lige, om man dog ikke er i stand til lidt ekstra - og man får hurtigt svar: Der er bare ikke mere krudt i bøssen. De mest basale daglige gøremål holder man fast i, og derudover laver man så lidt som muligt.
Man går i sofa-mode: Ser fjernsyn, forsøger at læse eller skrive lidt, bladrer igennem overskrifter på sociale medier eller allerede sete e-mails.Og man ser lidt mere fjernsyn.

Vi håndterer sygdom lidt forskelligt hver især. Nogle af os bliver mere stædige og insisterende, nogle resignerer og vender sig indad. Nogle bliver lidt ynkelige, og nogle forsøger at holde humøret oppe på sig selv og andre. Sygdom er med til at fremhæve visse af vores personlige egenskaber og selvopfattelse.
Generelt får de fleste af os nok lidt udfordringer med at føle, at vi slår til - at vi er gode nok - efterhånden som sygdommen trækker ud. Måske føler vi, at vi kommer bagud i forhold til "verden udenfor" - at vi får en hel masse at indhente.
Når man er en familie kan det godt give en masse at forholde sig til. Og selvom der potentielt ligger en masse læring gemt der, en masse at snakke om, så bliver det bare ikke til så meget - fordi man jo netop er syg og afkræftet. Det er ikke rigtigt til at overskue.

Så det hele bliver i virkeligheden bare lidt sølle. Det er træls (som man siger på fastlandet). Familien går lidt i dvale, og vi finder os til rette - omend modvilligt - men en anderledes, dvask hverdag.
En dag, hvor man forsøger at være gode ved hinanden ved ikke rigtigt at forvente noget af hinanden. Vi minder hinanden om, at vi ikke kan gøre for det, og at det tager den tid, det tager. Vi sørger for, at alle forstår, at det er OK at tage det med ro og vente på, at man får det bedre:
"Jeg er sikker på, at du har det bedre i morgen", "Jeg synes, jeg kan mærke fremgang i dag" og "bare slap af og hold ud - det skal nok gå over". Vi siger en masse ting for at støtte hinanden og styrke troen på, at der er en positiv afslutning på denne helbredskrig.
Og det er der jo: Der er lys for enden af tunnellen. Det taler al erfaring for. Men alligevel ved alle godt med sig selv, at ingen rigtigt kan udtale sig om, hvornår livet bliver normalt igen.

Det er faktisk meget rart at hælde lidt af sin ynk af på andre. Når man nu så sidder her i den formodede slutning af et langsommeligt (sådan føles det) og nederen (sådan hedder det) sygdomsforløb, så letter det lidt at jamre.
Betragt det som et brev fra en indsat i et influenza-fængsel: "Herinde er livet en uvirkelig trummerum og fra tid til anden direkte nedtur. Du kender det godt selv, så der er intet nyt indenfor murene. Jeg glæder mig bare til, at vi atter ses under solen.
Det varer nok ikke så længe."

Hostesaft - kan eventuelt suppleres med tudekiks.

Den fødte behandler

Tine imponerer mig. Det er ikke kun fordi, hun har holdt mig ud så længe (over tyve år). Det er især fordi, hun er en fantastisk behandler. Og det har jeg lyst til at dele med alle.

Mød Pusle - Tines øvekranie

Lad mig lægge ud med et historisk oprids.
Tine og jeg fik mod på alternativ behandling tilbage i 2002/2003. Vi fattede hurtigt interesse for Reiki og blev begge indviede som healere.  Vi stiftede De 4 Vinde (der senere blev Kom Glad) og tilbød vores hjælp til de mennesker, der måtte ønske det.

Jeg selv skiftede efter kort tid til et mere lønsomt job. Men Tine fortsatte: Hun fastholdt sit arbejde med healing og begyndte at lære kranio-sakral terapi (KST).  I løbet af et par år sugede hun teknikken til sig. (Nogle vil mene, at hun blot pustede liv i noget, hun altid har kunnet.) Og sidenhen har hun hjulpet børn og voksne i alle aldre. Med sin fine fornemmelse for, hvad der driller, og sin pragtfulde kombination af målrettet og holistisk behandling, har hun vedvarende gjort livet lettere for mange mennesker.

Hvorfor gør hun det? Som jeg ser det, er det fordi hun elsker det. Man kunne kalde det et kald. Det er i hvert fald ikke en jagt efter penge (for man bliver ikke velhavende af den slags). Hun kan bare ikke lade være. 

Det kribler nærmest i hendes fingre, når hun fornemmer en skavank, der kan fixes. Vi kan glo på TV eller stå i kø i Netto: Uanset hvad vi laver, kan jeg være ret sikker på, at hun udbryder ting som "han er skæv i ryggen", "hun har ondt i hoften" eller "se, hun er helt lige i ansigtet". Og hører hun om nyfødte børn, så stråler hun i hele ansigtet ved tanken om at kunne få lov til at hjælpe dem.

Tine er en "fixer". Hun brænder for at få ting (herunder mennesker) på ret køl, og hun nægter at give op. Det er fascinerende at opleve hendes direkte tilgang til udfordringer. 

Der er selvfølgelig forskel på døde ting og så mennesker. Stor forskel. Jeg vil nødig være den vandhane, der ikke vil holde op med at dryppe, hvorimod jeg til enhver tid vil værdsætte at være det levende væsen, hun sætte sig for at hjælpe.

Tines evner som behandler er ganske enkelt fantastiske. Andre kan bekræfte det. Hendes talent er en gave. 

Og hendes færdigheder og fantastiske drive er jo rigeligt i sig selv til at være imponeret.  Men for mig er det nu ikke det allermest opsigtsvækkende.

Det, der i bund og grund imponerer mig allermest ved behandleren Tine, det, der til stadighed overrasker mig og vækker min dybeste respekt for hende. Det er hendes ydmyghed.

Vi er jo gift. Vi har været sammen i mere end tyve år. Og vi tilbringer rigtig meget tid sammen. Så jeg vil vove at påstå, at jeg kender dem begge to rigtig godt.

Ja, jeg skrive "begge to": Der er Tine (hende, der sagde "ja"), og så er der behandleren - Tine, der går "på". Det er Tine, der  træffer valgene i hendes eget liv, og så er det behandleren, der uden at kny lægger alle energier i for at "fixe" andre. 

Og det, der er så fantastisk, er, hvordan Tine til enhver tid holder begge ben på jorden (nogle gange i nærmest selvudslettende grad), mens behandleren med stålsat vilje og på en gang blid og fast autoritet gennemfører og siger det, der skal til.

Jeg overraskes til stadighed over den usikkerhed, Tine kan have, inden hun tager afsted for at behandle. Jeg overraskes, fordi jeg ved, hvor overbevisende hun er, når hun træder i karakter som behandler.

Jeg tænker, at det nok ville være let at blive en kende selvhævdende, hvis man kunne udrette det hun kan. Men det er hun altså ikke - på ingen måde.

Styrke og ydmyghed på én gang. Vi har snakket om det tit, hun og jeg: Om at være ydmyg og taknemmelig samtidig med at man tager sin kraft til sig. Og hun fungerer bare på den måde. Det er ganske enkelt sådan, hun er. 

Og så skal man altså ikke tage fejl: Hun vil være bedst til det, hun gør. 

Hun ved, hun er god, men i hendes øjne kan det altid blive bedre. Og det er resultaterne i sig selv, hun er optaget af. Ikke rampelys eller konkurrence.

Det er så fedt. Og derfor er jeg stolt af hende. Jeg synes, hun er vildt imponerende.

ScrumMaster - mod det agile univers

ScrumMaster ... eller Scrum Master ... eller scrummaster ... eller... man har vist aldrig rigtig kunnet nå til enighed om, hvordan det skal staves?
Og det lyder som noget, Marvel eller CD Comics har opfundet, men det er det (mig bekendt) ikke. Det kræver ikke superkræfter at få titlen.

Faktisk kan det gøres med et todages-kursus og en bestået prøve. Så det kunne jeg også klare, og det gjorde jeg så for nogle år siden. Siden har jeg kunnet beholde titlen Certified ScrumMaster to år ad gangen lige så længe, jeg vil - og gider betale for forlængelse.
Titlen er i sig selv uendelig ligegyldig, men certificeringen var dog med til at åbne dørene til den agile verden for mig. Og den medvirkede til, at jeg kunne skifte karriere fra systemudvikler til ScrumMaster. Og det har indtil videre været pengene værd.

Nu løj jeg så lidt. For det kræver alligevel en hel del at arbejde som ScrumMaster. Måske ikke superkræfter, men det kunne alligevel være lækkert med lidt ekstra overskud i det daglige. Én ting er at bestå en prøve, noget andet er at skulle løfte jobbet. Det er bestemt ikke kedeligt.
For mig har arbejdet som ScrumMaster været en vedvarende læringsproces fra dag 1. Der er ikke det, man ikke kan tage sig til (herlig dobbeltnegation) for at forbedre et eller andet, hjælpe nogen eller bare prøve at forstå, hvordan ting hænger sammen og hvorfor. Og det er i sig selv bare super!
At være ScrumMaster er et lidt underligt job. Især fordi ingen rigtigt kan blive helt enige om, hvad jobbet går ud på i praksis. Pr. definition er der en masse velkendte opgaver, man bør varetage. Der er bare ikke nogen særlig opskrift på, hvornår man bør tage sig af hvad.
Af og til giver det sig selv, fordi noget er indlysende vigtigt, men lige så ofte, måske oftere, er det en afgørelse, man selv må træffe.
Og for at gøre det mere spændende, så kan man tit ikke foretage sig ret meget uden andres samtykke. For selvom det hedder "Master", så er det ingen herskertitel. Det indikerer blot, at man behersker (mestrer) Scrum, men der følger altså ingen pisk med.

Jeg skal være en facilitator, katalysator (og manipulator,) der hjælper teamet til at forbedre sig selv som en selvstyrende enhed. Mit job er at hjælpe teamet til at blive kyndige udøvere af Scrum og agile i tanke og handling - i det omfang, de kan og gider.
Samtidigt tjener jeg også organisationen med det formål at oplære den i agil tankegang. Og så er der nok også nogle andre opgaver, som jeg lige har glemt. Der er nok at se til.

Det er som sagt meget nemt - bare to kursusdage og en multiple choice-test.  Eller: Nej. Det er ikke nemt, men det er udfordrende. Og det er en af de fede ting ved det.
Jeg er rigtig glad for jobbet (jo, også titlen). Jeg må blot erkende, at der er et stykke vej til at jeg ligefrem behersker hele molevitten.
Og det er (heldigvis) OK. Man behøver ikke være perfekt. Det er jeg så heller ikke, men jeg slår til, har det vist sig (pyh). Og jeg lærer virkelig noget hver dag - så hvad skal det ikke ende med?

Det kan godt være, at titlen lyder sær og kan være svær at stave, men det passer faktisk meget godt sammen med, at jobbet er lidt underligt og meget varieret.
Så det er egentlig super med mig. Og hvem ved: Måske laver Marvel rent faktisk en serie om os en dag?

Fordi det kan være svært at få sat ord på

Dette er mit første blogindlæg.

Og det er blot et forsøg på at forklare, hvorfor jeg vil blogge.

Sagen er den, at det som regel hvirvler en masse tanker rundt i mit hoved. (Det kender du nok.) Og det hænder, at jeg synes godt om tankerne.  At jeg oplever dem som ideer eller refleksioner, som jeg gerne vil dele med andre. (Det kender du sikkert også.) Det handler ikke så meget om anerkendelsen - mere om at få det, der giver mening indeni, til også at tage form udadtil. 

Min udfordring er, at jeg synes, det er svært. Som regel springer tankerne fra det ene emne til det andet, selvom jeg egentlig gerne vil fastholde mit fokus. Og det finder jeg ofte ret irriterende. 

Så nu starter jeg denne blog. På den måde kan jeg måske få sat ord på lidt af det, jeg oplever, og få trænet såvel fokus som skriveri.

Det et mit formål.

Hvis andre skulle få noget ud af det tillige, så er det en bonus, jeg vil nyde. (Alle kan vel lide et like?) Men vid allerede nu, at jeg ikke nødvendigvis ved ret meget om det, jeg finder på at skrive om. 

Jeg skriver bare.