Influenza - med familien i fængsel på ubestemt tid

H¤st! Jeg ved ikke engang, om jeg har en pointe her. Måske skulle det lige være at dele en oplevelse, som andre kan nikke genkendende til. Det kan vi godt have brug for ind imellem: At erfare, at vi ikke er alene.

Inden den rammer, går man og spekulerer på, om man mon ikke slipper. Det kunne jo godt være, at man er så stærk, at man går fri. Det ønsker man.
Så går man ind i en fase, hvor man godt kan fornemme, at der foregår et eller andet indeni. Man mærker en kamp og beder en stille bøn til, at man vinder den. Det hænder, at man vinder - andre gange gør man ikke. Og når den så sætter ind, så ved man godt, at man er syg.
Nogle gange er det kun enkelte familiemedlemmer, nogle gange måske kun børnene. Og så er der de gange, hvor alle bliver ramt. De der ture, hvor det virker som om, man smitter hinanden på skift med en friskmuteret udgave af den usynlige fjende.
Min yngste søn lagde ud for 12 dage siden, og i løbet af den efterfølgende uge fulgte vi andre trop. Nu er vi fanget i det på anden uge. Influenza.

Man har jo i forvejen så forbandet ondt af sine børn, når de er syge. Når de hoster og snotter, ligger nærmest apatiske med feberture og i øvrigt bare er en skygge af sig selv. Og når man så selv oveni købet stille men sikkert mister sine kræfter, fordi ens egen organisme også kæmper mod det møg, så bliver det en meget speciel situation.
Som familie, der er syg, finder man sig til rette på et helt andet niveau, end man er vant til. Man erkender, at man ikke magter det, man plejer, og så vælger man kun at gøre de mest nødvendige ting. Af og til tester man lige, om man dog ikke er i stand til lidt ekstra - og man får hurtigt svar: Der er bare ikke mere krudt i bøssen. De mest basale daglige gøremål holder man fast i, og derudover laver man så lidt som muligt.
Man går i sofa-mode: Ser fjernsyn, forsøger at læse eller skrive lidt, bladrer igennem overskrifter på sociale medier eller allerede sete e-mails.Og man ser lidt mere fjernsyn.

Vi håndterer sygdom lidt forskelligt hver især. Nogle af os bliver mere stædige og insisterende, nogle resignerer og vender sig indad. Nogle bliver lidt ynkelige, og nogle forsøger at holde humøret oppe på sig selv og andre. Sygdom er med til at fremhæve visse af vores personlige egenskaber og selvopfattelse.
Generelt får de fleste af os nok lidt udfordringer med at føle, at vi slår til - at vi er gode nok - efterhånden som sygdommen trækker ud. Måske føler vi, at vi kommer bagud i forhold til "verden udenfor" - at vi får en hel masse at indhente.
Når man er en familie kan det godt give en masse at forholde sig til. Og selvom der potentielt ligger en masse læring gemt der, en masse at snakke om, så bliver det bare ikke til så meget - fordi man jo netop er syg og afkræftet. Det er ikke rigtigt til at overskue.

Så det hele bliver i virkeligheden bare lidt sølle. Det er træls (som man siger på fastlandet). Familien går lidt i dvale, og vi finder os til rette - omend modvilligt - men en anderledes, dvask hverdag.
En dag, hvor man forsøger at være gode ved hinanden ved ikke rigtigt at forvente noget af hinanden. Vi minder hinanden om, at vi ikke kan gøre for det, og at det tager den tid, det tager. Vi sørger for, at alle forstår, at det er OK at tage det med ro og vente på, at man får det bedre:
"Jeg er sikker på, at du har det bedre i morgen", "Jeg synes, jeg kan mærke fremgang i dag" og "bare slap af og hold ud - det skal nok gå over". Vi siger en masse ting for at støtte hinanden og styrke troen på, at der er en positiv afslutning på denne helbredskrig.
Og det er der jo: Der er lys for enden af tunnellen. Det taler al erfaring for. Men alligevel ved alle godt med sig selv, at ingen rigtigt kan udtale sig om, hvornår livet bliver normalt igen.

Det er faktisk meget rart at hælde lidt af sin ynk af på andre. Når man nu så sidder her i den formodede slutning af et langsommeligt (sådan føles det) og nederen (sådan hedder det) sygdomsforløb, så letter det lidt at jamre.
Betragt det som et brev fra en indsat i et influenza-fængsel: "Herinde er livet en uvirkelig trummerum og fra tid til anden direkte nedtur. Du kender det godt selv, så der er intet nyt indenfor murene. Jeg glæder mig bare til, at vi atter ses under solen.
Det varer nok ikke så længe."

Hostesaft - kan eventuelt suppleres med tudekiks.