ScrumMaster ... eller Scrum Master ... eller scrummaster ... eller... man har vist aldrig rigtig kunnet nå til enighed om, hvordan det skal staves?
Og det lyder som noget, Marvel eller CD Comics har opfundet, men det er det (mig bekendt) ikke. Det kræver ikke superkræfter at få titlen.
Faktisk kan det gøres med et todages-kursus og en bestået prøve. Så det kunne jeg også klare, og det gjorde jeg så for nogle år siden. Siden har jeg kunnet beholde titlen Certified ScrumMaster to år ad gangen lige så længe, jeg vil - og gider betale for forlængelse.
Titlen er i sig selv uendelig ligegyldig, men certificeringen var dog med til at åbne dørene til den agile verden for mig. Og den medvirkede til, at jeg kunne skifte karriere fra systemudvikler til ScrumMaster. Og det har indtil videre været pengene værd.
Nu løj jeg så lidt. For det kræver alligevel en hel del at arbejde som ScrumMaster. Måske ikke superkræfter, men det kunne alligevel være lækkert med lidt ekstra overskud i det daglige. Én ting er at bestå en prøve, noget andet er at skulle løfte jobbet. Det er bestemt ikke kedeligt.
For mig har arbejdet som ScrumMaster været en vedvarende læringsproces fra dag 1. Der er ikke det, man ikke kan tage sig til (herlig dobbeltnegation) for at forbedre et eller andet, hjælpe nogen eller bare prøve at forstå, hvordan ting hænger sammen og hvorfor. Og det er i sig selv bare super!
At være ScrumMaster er et lidt underligt job. Især fordi ingen rigtigt kan blive helt enige om, hvad jobbet går ud på i praksis. Pr. definition er der en masse velkendte opgaver, man bør varetage. Der er bare ikke nogen særlig opskrift på, hvornår man bør tage sig af hvad.
Af og til giver det sig selv, fordi noget er indlysende vigtigt, men lige så ofte, måske oftere, er det en afgørelse, man selv må træffe.
Og for at gøre det mere spændende, så kan man tit ikke foretage sig ret meget uden andres samtykke. For selvom det hedder "Master", så er det ingen herskertitel. Det indikerer blot, at man behersker (mestrer) Scrum, men der følger altså ingen pisk med.
Jeg skal være en facilitator, katalysator (og manipulator,) der hjælper teamet til at forbedre sig selv som en selvstyrende enhed. Mit job er at hjælpe teamet til at blive kyndige udøvere af Scrum og agile i tanke og handling - i det omfang, de kan og gider.
Samtidigt tjener jeg også organisationen med det formål at oplære den i agil tankegang. Og så er der nok også nogle andre opgaver, som jeg lige har glemt. Der er nok at se til.
Det er som sagt meget nemt - bare to kursusdage og en multiple choice-test. Eller: Nej. Det er ikke nemt, men det er udfordrende. Og det er en af de fede ting ved det.
Jeg er rigtig glad for jobbet (jo, også titlen). Jeg må blot erkende, at der er et stykke vej til at jeg ligefrem behersker hele molevitten.
Og det er (heldigvis) OK. Man behøver ikke være perfekt. Det er jeg så heller ikke, men jeg slår til, har det vist sig (pyh). Og jeg lærer virkelig noget hver dag - så hvad skal det ikke ende med?
Det kan godt være, at titlen lyder sær og kan være svær at stave, men det passer faktisk meget godt sammen med, at jobbet er lidt underligt og meget varieret.
Så det er egentlig super med mig. Og hvem ved: Måske laver Marvel rent faktisk en serie om os en dag?
DC Comics :=)
SvarSletGod blog <3